Stig i Chongqing

Det er mandag aften og det smaaregner. Konen er sur paa mig, det er der saadan set intet ny i, det bliver hun indimellem, og snakker saa ikke til mig i dagevis og proever at ignorere mig saa meget som muligt, og hvis hun endelig ytrer noget handler det typisk om skilsmisse og at hun ikke elsker mig. Denne gang har det varet i 3 dage, og her til aften sidder jeg i soeveraelset og oever kineiske tegn da hun kommer ind og begynder at aabne skuffer og kigger under toej paa bordet; hun leder efter noget. Jeg spoerger hende, men hun svarer ikke.

Kort efter gaar det op for mig, at hun leder efter negleklipperen. Udover at gnaske super spicy kyllinge og andefoedder mens hun sidder og ser tv, saa er det at sidde og fin klippe/rette hendes negle nok hendes favorit beskaeftigelse mens fjerneren koerer.

Jeg skal alligevel ned og koebe lidt aftensmad nede paa gaden, saa taenker - ok, kan jo saa koebe en ny negleklipper. Jeg vader ind i min lokale doegner, hvor jeg kommer flere gange om dagen og ejer parret elsker mig, og gaar hen til deres sektion med toiletsager. Jeg kan se barber blade, laebepomade, men ingen negleklippere. Ejeren kommer hen - hvad leder du efter Stig? Jeg har glemt hvordan man siger negl (og negleklipper) og viser ham min haand, peger paa mine negle, og siger “kniv” og laver saadan en klippe negle bevaegelse. En anden kunde kommer ogsaa hen, og ejeren staar mener jeg maaske vil have en dims til at aabne oel. Han bliver ved med at snakke om at aabne oel (jeg koeber altsaa sjaeldent oel dernede!?), mens jeg staar og siger - kan du se min haand? Hvad er det her? mens jeg peger paa fingeren og neglene. - De er for lange, jeg oensker at “cutte” dem, med en “kniv”! For lange! Forstaar du? Nej jeg oensker ikke en oelaabner, nej nej nej, ligner min haand en oel maaske? Hvad er dettte?

Jeg er ved at give op, da ham og den anden kunde pludselig fatter det. De har dem ikke i badevaerelse “sektionen” men liggende oppa under skranken.

Jeg griner hoejlydt mens jeg betaler og snakker med den anden kunde om deres misforstaaelse. Han og ejeren er ogsaa et stort smil.

Maaske er det fordi jeg er ikke snakker sproget perfekt, og dermed er vant til at taenke i alternative maader at formulere hvad jeg oensker, for havde det vaeret en gaet og grimasser kunne det da ikke tage dem mange sekunder at gaette “negleklipper!”. Men det er sgu ogsaa satans IKKE at kunne gaa ind i en butik og sige ligeud - jeg oensker at koebe en negleklipper. Til gengaeld er livet maaske lidt sjovere paa den maade.

Hjemme igen, og med mad bokse i haenderne, laegger jeg negleklipperen paa resten af stuebordet (konen smadrede det meste forleden, det er/var et glasbord) og gaar ind i sovevaerelset igen.

Om hun saa vil vaerdsaette min gestus er en anden historie som den her blogpost ikke rigtig handler om.

Jeg fik aldrig skrevet faerdigt om vores nytaar ude paa landet. Her kommer resten af “historien” i en kortere udgave.

Nytaarsaftenen gik med fyrvaerkeri og familiesamvaer foran baalet inde i mormors rum. Efter midnat har moren en tradition med at hun laver en soed suppe som blandt andet har porcherede aeg i. Vi kom nok i seng ved 2 tiden.

Foerste nytaars dag, som kineserne ogsaa kalder det, regnede det. Vi spiste sen frokost.

Den gamle onkel som jeg havde planer om at tage med hjem til Chongqing naeste dag var nede og undersoege tingene, og det viste sig at bussen som normalt koerer hver morgen klokken 6 fra omraadet og ind til bazhong ikke koerte naeste dag. Han spurgte mig saa – vi venter til i overmorgen? Jeg foreslog det som jeg hele tiden havde oensket, at vi skipper den bus, og istedet tager til en mindre by i naerheden hvorfra vi kan hoppe paa en mini van ind mod niulong, hvorfra der gaar bus mod chongqing. Jeg har taget den tur de sidste 2 gange jeg har vaeret herude, og det er den hurtigste vej. Den stoerre bus mod bazhong koerer i modsat retning af chongqing, saa naar man hopper af den og skal med bus videre saa er man 1 times koersel laengere vaek. Mens niulong omvendt er 1 time taettere paa.

Naa det syntes onklen loed som en udemaerket ide.

Zixin har planer om at blive herude en uge laengere, saa synes da det er meget rart at jeg kan foelges med onklen hjem.

Ved 18 tiden om aftenen kommer en af nabo familierne ind, det viser sig de skal spise med os. Under middagen vil den gamle onkel drikke 10 glas baijiu, fordi vi skal hjem i morgen, der bliver dog ikke drukket helt saa meget, maaske 5-6 glas, og saa begynder han pludselig igen at spoerge mig – skal vi ikke vente til i overmorgen?

Saadan noget goer mig traet. Jeg er typen der godt kan li planer, og i hvert fald at foelge dem hvis man har nogen. Saadan 5 minutters aendringer i om man tager hjem eller ej gider jeg ikke, saa jeg svarer ham – ok fint, du kan bare blive her, ingen problemer, men jeg tager hjem i morgen.

Efter middagen begynder zixins mor at snakke til mig – stig, du bliver til i overmorgen, det er meget bedre. Jeg siger nej tak. Jeg har haft plan om at tage hjem i morgen de sidste 3 dage, jeg gider ikke aendre det nu. Hun bliver ved og ved med at proeve at faa mig til at aendre mening, og begynder ogsaa at snakke med zixin om det. Zixin bliver gnaven over det, og de naeste 2 timer mens moderen vasker op og ordner ting, og senere pakker koed ned til mig, hoerer jeg baade zixin og hendes mor sige 100 gange – hei mafan – saa meget besvaer.

Jeg ved ikke lige hvofor, at de synes det er besvaerligt at jeg selv vil tage hjem i morgen. Jeg synes ligesom ikke det ligger mere besvaer paa dem. Til sidst bliver jeg saa traet af dem at jeg siger – hoer, jeg har haft 4 super gode dage herude, jeg synes i begge oedelaegger det lidt lige nu. Dernaest blev de lidt stille.

Moren har cirka 20 kilo koed jeg skal have med hjem. Jeg er noed til at toemme min rullekuffert og der er stadigvaek ikke plads til alt.

Samtidig proever jeg at faa lidt info fra zixin om hvordan jeg kommer hen til den lille by i morgen, for jeg maa vaere aerlig at sige at jeg ikke kan huske i hvilken retning det er. Normalt har jeg super stedsans, men de gange jeg er koert dertil har alle vaeret om morgenen mens det stadig var moerkt.

Zixin er meget modvillig mod at give mig instruktioner, og samtidig kender jeg hende – hun har ingen stedsans. Da vi ankom var hun ved at ville ned af den forkerte vej, hvorefter nogle naboer der ogsaa var paa vej hjem fik os i den rigtige retning.

Naa. Vi gaar i seng. Onklerne er dog i godt humoer og meget selskabelige, og der bliver ikke stille foer ved 2-3 tiden, og jeg skal op klokken 4. Jeg skal gaa minimum 1 time, og derudover saa har jeg en kuffert proppet med koed, min hund, og saa en skuldertaske som nu er fyldt med alt mit toej og baerbar og kamera. Og vejen er bumlet, som beskrevet, selvom den er lavet ny er der 1 kilometer el. som stadig er super bumlet grusvej. Jeg ligger og taenker over det, og saa gaar det op for mig – nej, det kan jeg nok godt glemme alt om. Den rullekuffert taske kan jeg nok traekke 5 kilometer paa en ordentlig vej, men den vil gaa i stykker paa grusvejen. Det saa jeg allerede da vi ankom. Skruerne der bandt kufferten og traekkestativet fast faldt ud, og stativet sidder meget loest nu. Jeg snakker af erfaring. For 1 aar siden havde mig og konen 4-5 af de rullekufferter, nu har vi kun 1-2 tilbage, de er alle gaaet i stykker een efter een, paa diverse ture hjem til foaeldrene, eller paa vores tur til datong. Jeg kan formentlig baere kufferten den kilometer, hvis det ikke var fordi jeg ogsaa har min skuldertaske. Lang forklaring, men med de forskellige faktorer i betragtning vaelger jeg at blive. Derudover regner det da jeg er ved at falde i soevn.

Klokken 7 om morgenen kommer moderen farende ind i rummet hvor vi sover, formentlig for at se om jeg stadig er her, hvorefter hun gaar ud igen.

Jeg sover laengere end konen, og da jeg staar op er jeg godt gnaven. Ikke saa meget fordi jeg ikke tog hjem, men pga. moren og konens brokkerier dagen foer.

Til frokost begynder vi med baijiu igen. Den er maaske 2-3 om eftermiddagen. Den gamle onkel begynder igen at snakke om vores hjemtur i morgen, og at han vil med den store bus, hvorefter jeg siger rimelig hoejt og klart saa alle kan forstaa det, at jeg mener den anden vej er 2-3 timer hurtigere, og jeg oensker at tage den vej.

Min kone forsvarer mig, og saa begynder hun en diskussion med onklen, som jeg ikke helt kan foelge med i, men der kommer vist et par sandheder paa bordet. Det ender med konen forlader bordet og onklen sidder tilbage og snakker meget hoejt, det lyder som selvforsvar, som daarlige undskyldninger. Som sagt er jeg ikke sikker paa hvad det handler om praecist, men jeg ved zixin var meget ked af at onklen ikke kom til vores bryllup, vistnok noget med at han heller ikke har vaeret til morens soesters boerns bryllupper. Saa jeg siger til ham, at jeg synes det er noget pjat han ikke kom til vores bryllup.

Jeg gaar ud og checker til zixin, hun er noget oproert, men falder lidt ned da jeg snakker med hende og beder hende saette sig sammen med mormoren.

Jeg har andre planer, da ingen endnu har givet mig gode instruktioner eller vil hjaelpe mig til at komme hjem via nilong, saa vil jeg gaa ud og finde den lille by med mini busserne. Jeg har alligevel ikke andet at foretage mig her til eftermiddag. Saa jeg tager mit pas og penge (for alle tilfaeldes skyld) og gaar derudad.

Efter at have gaaet i 20 minutter standser en gut paa motorcykel og spoerger hvor jeg vil hen, naa, han skal ogsaa derhen, siger han, hop bare paa. Mens vi koerer derudad faar vi os en snak, han siger han kender mig. Det er ikke umuligt han var med til vores bryllup, jeg kan ikke huske det, lidt svaert med 200 fremmede. Vi faar snakket lidt frem og tilbage, og ankommer til byen hvor han hjaelper mig med at spoerge en chaffoer. Jeg faar ogsaa chaffoerens mobil nummer.

Dernaest begynder jeg at gaa hjem. Gutten med motorcyklen siger jeg kan koere med gutten i bilen, men jeg gider ikke give ham et eller andet beloeb for den tur. Jeg mener, hvis jeg er eneste kunde i bilen vil han formentlig have maaske 50 rmb for turen, jeg ved det ikke, derudover foeler jeg mig i ok humoer for at gaa hjem.

Efter 10 minutter tilbage ned af vejen kommer han dog koerende, og bilen er fyldt med kunder, han standser – hop ind siger han, jeg spoerger – hvor meget skal du have for det? Hvorefter alle kineserne inde i bilen skraldgriner, og gutten siger – ingenting, jeg bor i den retning.

Jeg ved ikke om de andre passagerer betaler, hoejst sandsynligt, det er normalt herude paa landet, men omvendt er jeg ogsaa godt bevidst om min saerstatus som meget speciel udlaending herude, saa ikke umuligt det udelukkende er derfor at jeg faar en gratis koeretur tilbage. Han standser dog der hvor den store bus holder, derfra hvor der er en halv times gaatur tilbage til gaarden.

Da jeg kommer tilbage er zixin i bedre humoer. Jeg siger – naa jeg var henne i den by, og har fundet en bil. Han vil have 200 rmb for turen, fordi vi er noed til at leje hele bilen. Normalt vil det kun koste maaske 20-30 rmb og saa vil bilen vaeret proppet med 10 kinesere. Zixin spoerger – har du gaaet hele den vej paa halvanden time? Mit gaet er, at det ville tage halvanden time hver vej. Naeh svarer jeg, jeg blev samlet op. Zixin fortaeller moren og tanten at jeg blev samlet op, hvorefter de begynder at spoerge – hvor meget betalte du? Ingenting, svarer jeg. Moren udspoerger mig flere gange, de griner alle hoejlydt og synes det er meget maerkeligt at jeg er blevet koert frem og tilbage uden at betale for det, som det ellers er normalt herude. Jeg siger til dem, at de maa proeve at forstaa at jeg er udlaending og at folk reagerer anerledes paa mig. I princippet tror jeg, at jeg kunne tomle den hjem til chongqing. Gutten paa motorcyklen fik en snak med mig og har nu noget at snakke med familie og venner om de naeste par dage. Og hvis du laeser det her og ikke har hoert mine tidligere beskrivelser fra omraadet, saa er jeg nok ligesom en christoffer columbus, der har aldrig vaeret udlaendinge her foer.

Jeg er selv godt tilfreds, ogsaa fordi jeg foeler familien indimellem ikke tror jeg kan goere noget selv. Som om de tror zixin er min ayi og guide der hjaelper mig med alting.

Det er hun ikke. Min foerste kinesiske kaereste hjalp mig alt for meget, og efter vi slog op begyndte jeg selv at tage mig at praktiske ting, og zixin er ikke super god til den slags, saa jeg synes nu nok jeg klarer de fleste ting selv.

Resten af eftermiddagen gaar den gamle onkel noget rundt for sig selv. Det virker som om han ikke har meget lyst til at snakke med andre.

Om aftenen spiser vi tidligt, der bliver ikke snakket meget, og vi gaar ogsaa rimelig tidligt i seng.

Zixin har sagt hun tager med hjem. Hun har ringet til den gut vi har koert med de sidste 2 forrige gange, og han koerer ogsaa ind til nilong i morgen, i en minivan fyldt med kinesere, og det koster altsaa saa en del mindre end den pris jeg fik i dag.

Vi er de foerste der staar op. Jeg vil tidligt afsted da vi skal gaa det stykke vej, og jeg ved det vil tage dobbelt saa lang tid med alt det koed i kufferten. Vi vaekker onklen og han kommer op og sammen med moderen begynder vi at gaa derudad. Jeg slaeber paa min skuldertaske og kufferten, zixin hjaelper indimellem med at traekke den lidt. Da vi naar til stykket med grusvej samler jeg kufferten op og baerer den, mens zixins mor faar skuldertasken. Dvs. hun har den her stor kurv paa ryggen hvor den bliver lagt op i. Hun bliver ved med at sige til mig, at hun kan tage kufferten derop, men det kan jeg se paa zixin at hun ikke er vild med.

Vi ankommer til stedet med den store bus. Jeg forstaar nu paa zixin, at det er meningen at vi tager med den store bus hen til den by jeg var dagen foer, og saa hopper paa mini van’en. Den store bus koerer herfra hen til den by for at samle passagerer op, hvorefter den vender om og koerer vejen tilbage mod bazhong.

Zixins mor siger hun fryser, saa zixin gaar ind i en gaar ved vejen, og finder noget hoe og trae inde i et “skur”. Hende og moren begynder at lave et kaempe baal 2 meter fra bussen – jeg siger til konen, at jeg synes de skal proeve at flytte det lidt.

Vi kommer med bussen, og bliver sat af i den by vi oensker. Onklen bliver siddende inde i bussen, han vil ikke med os, men har hans egen ide om hvordan han kommer hjem.

Det er ret usaedvanligt. I vores og sikkert mange kinesiske familier, der goer man ting sammen. Onklen bor 20 minutters gang fra os, saa det virker meget ufamiliaert at mig og zixin skilles fra onklen for at tage hver vores vej hjem.

Min hund bliver smidt ind i bagagerummet af vanen, hvor hun ligger fint. Normalt faar hun mildest talt tyndskid af de koere ture paa de bumlede grusveje, men den her morgen ligger hun bloedt og behageligt oven paa nogle tasker.

Vi ankommer til nilong, naesten 2 timer foer bussen. Det undrer mig noget, for sidst vi tog den tur, som jeg har beskrevet andetsted, da var vi for sent paa den og bussen blev noed til at vente paa os. Men hvis jeg husker rigtigt, saa holdt vi sidst i lang tid og ventede paa en passager der skulle med, maaske derfor.

Vi faar koebt billetter, og dernaest noget at spise. Busstationen i nilong er proppet med passagerer.

Bussen vi skal med er ogsaa proppet, udsolgt. Normalt naar vi tager de ture er det lidt tilfaeldigt hvor vi saetter os, men med en proppet bus saetter man sig paa de numre der staar paa biletten, da der er flere upopulaere pladser. Det viser sig, at vores pladser er een nede bagi, hvor jeg ikke har noget benplads overhovedet, og saa en paa et klappe ud saede oppe foran.

Til vores held mangler der dog nogle passagerer, saa vi hopper frem til 2 saeder lige foran de bagerste.

Vi ankommer til chongqing ved 2 tiden, jeg er overbevidst vi er foer onklen, for hans datter ringer til zixin kort foer vi staar af bussen og siger at hun kan hente os i deres bil og koere os noget af vejen.

Her et par billeder fra en kyllinge hotpot restaurant. Konen var ude og vaelge en levende kylling, som saa blev slagtet og tilberedt i en rimelig smagfuld hotpot suppe. Indvoldende blev ogsaa serveret, bon apetit!

Et par billeder fra desibao i Chongqing. Hvis du skulle vaere i Chongqing, saa ligger den inde i “yong hui” mall i yang jia ping, og har rimeligt mad, specielt deres appetizers er super, gode skiveskaarede poelser, kold roast beef, mm.

Vi staar op ved 11 tiden, jeg naar lige at faa en kop kaffe, saa skal vi ud og give mad og drikke til de doede som er en nytaarstradition. Vi gaar rundt foerst til 2 aeldre grave lidt laengere vaek, zixin ved ikke hvem det er der er begravet der. Der bliver stillet en skaal med koed frem, og haeldt et glas baijui op, og saa braendes der papir af, taendt nogle smaa tynde lys, og fyret kanon slag i baelter af. Hele formiddagen fra klokken 11 og et par timer frem kan man hoere kanonslagene overalt i omraadet.

Efter kanonslagene gaar man hen og bukker 3 gange for at vise sin aerboedighed overfor den doede.

Vi afslutter nede i forhaven, hvor der er en gammel grav, og saa to nye, morfaren og zixins far.

Dernaest er der frokost, hvor der ogsaa foerst skal fyres noget fyrvaerkeri af.

Det er hundekoldt i dag, smaaregner og onklerne gaar straks i gang med at lave ild inde i mormorens rum, hvor der over ildstedet pt. haenger noget i stil med 50 kilo koed som skal ryges.

Hen paa eftermiddagen bliver der rydtet op og gjort rent, saadan skal det vist vaere til nytaarsaften.

Ved omkring 6 tiden begynder der at kunne ses og hoeres fyrvaerkeri overalt i omraadet, ligesom til frokost skal der fyres af foer aftensmaden. Vi spiser foerst ved halv otte tiden. og vi spiser stadig i rummet foran koekkenet, vi har endnu ikke spist i det midterste rum i bygningen, som vi ellers benyttede flittigt sidste aar.

Jeg snakker lidt med den gamle onkel om hvornaar vi tager hjem til chongqing. Han bor ikke mere end 20 minutters gang fra os. Han har vaeret her siden bedstefaren doede, og vil vist gerne hjem snart. Han snakker om den 15, 2 dage fra i dag, og det passer mig fint. Det er ok at vaere herude et par dage, men saa vil jeg egentlig ogsaa gerne hjem til vores bekvemmelige liv i Chongqing.

Angaaende bekvemmelig saa fik konen og mig vasket haar her til eftermiddag. Det foregik ude i gaarden, med hovedet ned mellem benene for ikke at faa vand paa toejet, og med opvarmet vand i et kar. Man kan sagens vaske haar saadan, men jeg savner nu ogsaa lidt et brusebad, og at det ikke foeles koldt overalt, baade indendoers og udendoerse. Jeg er ogsaa halvtraet af maden. Jeg vil ikke sige den er daarlig, men lidt halvkedelig. Her til aften vi roeget poelse og skinke (igen), og en fisk der var fanget i en bassin nede i forhaven, ikke noget saerligt ved den fisk. Der var frisklavet tofu i fiske suppen, men den er heller ikke saa speciel synes jeg. Og derudover en kage eller hvad man kan kalde det, som blev lavet i gaar, og rester fra de foregaaende dage.

Som sagt, jeg synes ikke maden er daarlig, men mange af retterne smager af det samme, og alt er enten roeget, saltet, soedt og ikke yderligere meget smag end det. Generelt er retterne ogsaa for olierede og fedtede.

Her til eftermiddag sagde den gamle onkel at jeg endnu ikke er vant (xiguan) til at vaere herude. Det mener jeg nu nok jeg er, men hans “xiguan” indikerer at jeg nyder at vaere her og opfoerer mig som resten af familien. Det sker aldrig. Jeg nyder det, familie samvaeret, og at vaere ude paa landet. Men den manglende bekvemmelighed, som saerligt slaar igennem her om vinteren (eller tidlige foraar) goer at jeg ikke helt nyder det saa meget som de forrige gange. Onklen er paa den anden side vokset op med det her liv, de her forhold, nok endda vaerre, eller skal jeg sige “simplere”. Vi kommer simpelthen fra vidt forskellige verdener.

Jo mere jeg forstaar og kender til zixins familie, og familiens omvgivelser, jo mere forstaar jeg ogsaa, hvor svaert de har ved at forstaa mig.

En stor forskel er forholdet til penge. Penge er noget man bruger naar man er noed til det, ikke noget man forbruger. Mange kinesere er uden tvivl ved at udvikle sig til forste klasses forbrugere, men herude paa landet med zixins mor, da staar forskellen helt tydelig. At man f.x. har en maanedlig indkomst paa X kroner betyder ikke at man har et tilsvarende forbrug, naeh, pengene ses naesten snarere som en “ekstra gevinst”, noget der skal gemmes og spares op og bruges saa lidt af som muligt. Det er svaert at foklare.

Til gengaeld foeler jeg efterhaanden at den naere familie accepterer og forstaar at jeg er udlaending og anerledes, at jeg simpelthen goer og opfoerer mig meget meget anerledes end hvad der er normalt for dem. De har ingen problemer med det, hvorimod min egen kone ofte helt synes  at glemme at jeg er udlaending. Som saadan tror jeg ikke familien konstant taenker over det laengere, men det kommer op naar jeg goer noget som de ikke helt forventer.

Hvis der er laesere af min blog som laeste om vores tur til datong omkring zixins far doed, saa var der en episode som jeg tror jeg beskrev, hvor jeg skaeldte onklerne en smule ud, og bla. til den ene sagde, at jeg er doedtraet af at hoere ham sige - du forstaar ikke! Hans mening var/er at jeg ikke forstaar kina og kinesiske skikke, og mit svar var, i den situation vi var i med forhandling om erstatning, at nej jeg er ikke kineser, men jeg har boet her paa vej mod femte aar, og jeg har oplevet lidt efterhaanden, og saa kender jeg lidt til penge og folk med penge. Jeg skaeldte ham temmelig meget ud da han fortsatte med hans “ni bu ming bai”, og sagde paa et tidspunkt - hoer makker, du mener maaske du er en af de aeldre i familien, men han er altsaa kun omkring 45, ikke voldsomt meget aeldre end mig, men at hvis han fortsaette med at sige “ni bu ming bai” ville jeg begynde at kalde ham for “lao tou zi” (et gammelt hovede).

Senere mente zixin at han havde graedt om aftenen.

Jeg naevner historien, fordi jeg ikke har hoert ham sige det een eneste gang de her dage.

Han er en rar fyr ellers, det er begge onklerne, de er faktisk super soede og supper snakkende, naermest legende i deres snak. Her til aften hvor vi sad og spiste sagde jeg til zixin, at lytte til dem snakke er nogengange som at hoere et opera, den ene siger noget, den anden foelger efter og det lyder lidt som de snakker i kano, foerst hver for sig, saa lidt overlappende henover hinanden, og saa pludselig tager een af dem over og den anden gaar lidt i baggrunden og bekraefter hver tredie saetning.

Naa, det er nytaars aften, jeg skal ind og vaere lidt social, vil skrive om resten af aftenen kort i morgen.

Jeg sover helt fantastisk en 10-11 timer, bliver vaekket et par gange af zixins hoejtsnakkende mor, som ikke tager meget hensyn til at vi sover, hvis hun skal ind i rummet for at hente et eller andet.

Klokken er maaske 11 om formiddagen da familien spiser morgenmad. Som altid faar jeg at vide - spis noget, spis noget! Men kolde koed retter og kold tofu fra dagen foer er ikke lige min favorit morgenmad, og jeg foretraekker at faa mig et par kopper kaffe foer jeg spiser noget som helst.

Jeg faar dog tygget mig igennem et par stive tofu. I gaar eftermiddags og aftes hjalp jeg med at lave ny tofu, til dagen i dag og de naeste par dage. Det er ikke smaating naar der bliver lavet hjemmelavet tofu, jeg vil gaette paa der laves noget i stil med 20 kilo.

Efter morgenmaden saetter jeg mig foran hovedindgangen ude i gaarden og begynder at oeve kinesiske tegn. Det er ikke den varmeste fornoejelse, men for dem der ikke har laest om min svigermors gaard, saa er der naesten koldere indendoers end udendoers, og samtidig synes vejret generelt at vaere koldere end i Chongqing, som da vi forlod byen havde haft flere dage med 15-20 graderes foraars vejr. Herude er det ikke mere end 5-10 grader. Maaske fordi det er mere bjerrigt end i Chongqing, saa mine haender er halvt stivfrosne mens jeg sidder og oever tegn.

Jeg nyder det dog, det foeles dejligt meditativt, som om mit hovedet cleares for alt muligt andet og indtages af “streger her og streger der.”

Ved 2-3 tiden spiser vi frokost. Derefter tog zixin og moderen, den lille onkel og hans kone, afsted med motorcykler til et sted hvor der er en der kan laese fremtiden, dvs. vistnok primaert for det naeste aar.

Saa jeg er i gang med tegnene igen.

Den aeldre onkel vandrer lidt hvileloest omkring, det lyder som om han keder sig en smule, og gaber lidt oven paa de 4 glas baijiu til frokost. Men saadan er nytaaret herhjemme, der er meget ventetid hvor man slapper af og laver ingenting, mellem morgenmad frokost og aftensmaden.

Hundens gaard kender mig efterhaanden. Fra foerste gang jeg var her og de naeste har jeg snakket til den, ogsaa kommanderet lidt med den indimellem, bedt den stoppe med at goe naar der sker et eller andet inde i gaarden, og jeg er begyndt at kaele lidt med den, nusse den bag om hovedet. De foerste gange var den helt uvant med det, hunde herude er vagt hunde og man behandler dem som saadan, ikke som et kaeledyr, men nu er den ved at vaere vant til det og synes at nyde det meget godt.

Om eftermiddagen gaar jeg en tur med onklerne ned af vejen. Der er en del forandringer siden sidste aar. Udover den “store” vej, er der cementeret flere stier, som gaar fra vejen og ned gennem landskabet. Et stykke nede af vejen er der ogsaa lavet en vandbassin, bygget op af store granit sten og cementeret sammen. Der ligger en ikke saerlig tyk slange hvor der loeber vand ud fra, den skal vist fylde bassinnet op, saa vandet kan bruges om sommeren til markvanding.

Og saa ser jeg et par nye huse der er karakterisk anerledes end de gamle gaardhuse herude. Typisk i 2 etager, en stor kollos, og saa mere pyntet. Jeg har set en del nye huse hvor der er det her “maleri” midterst i fronten over hoveddoeren. Det er i skarpe farver og ligner et eller andet landskabsbillede med en soe og nogle store fisk i midten.

Omraadet udvikler sig ligesom resten af Kina, og formentlig primaert til det gode. Men det fortaeller ogsaa lidt om det ressource forbrug der er nu og som er stoet stigende i Kina. Mer vil have mer, og selv herude paa landet vil man konstant have forbedringer. Jeg sidder her nu og spekulerer over hvor lang tid der gaar foer de faar internet herude.

Hos moren er livet dog ved det gamle. Det er anden dag her, nu aften, og jeg har endnu ikke faaet et bad, i morgen vil jeg formentlig faa vasket haaret og resten af kroppen. Om aftenen vasker man foedder og ansigt, som er normalt ude paa landet. Der varmes vand i koekkenet, enten paa elkeddelen, som er et at de mest avancerede “redskaber” i huset, eller i den kaempe stegepande i koekkenet, som udover madlavning ogsaa bliver brugt til at vaske op, dvs. vandet varmes og skaale mm. vaskes i den, og saa altsaa til at varme vand. Man vasker saa foerst ansigtet i en balje med et lille haandklaede, og typisk bruger mig og konen det samme vand til at vaske foedderne bagefter, hvor vi saa sidder paa en stol og dypper foedderne i det varme vand. Om vinteren har fodvasken en anden betydning udover rengoering, det giver varmen i foedderne og dermed resten af kroppen, saa naar vi hopper ind i den ellers iskolde seng har man faaet varmen lidt.

Det vidste sig i dag er IKKE nytaarsaften som jeg troede, det er vist i morgen. Saa det var sparsomt med retterne her til aften, typisk ved festlige lejligheder hvor man slagter en gris, en hoene, en and, og maaske spiser fisk, saa spiser man de mindst interessante dele foerst. Det var samme moenster til vores bryllup, hvor vi til frokost foer den vigtige middag om aftenen fik diverse grise involde og blod. I dag stod den paa bla. kyllinge hjerte og andre involde, og i gaar var der grise blod og lever, plus grise mund, som moderen ellers synes er godt, men som baade jeg og onklerne har sprunget over. Saa her til aften, hvor det var begraenset med den laekre mad hentede en af onklerne en pose peanuts som vi kunne sidde og spise mens vi drak baijiu. Her i familien, og vist mange steder i Kina, der drikker maendende baijiu mens de spiser af retterne, men der spises ikke ris. Man spiser ikke ris foer man er faerdig med at drikke, kineserne synes at smagen er maerkelig, fordi baijiu er lavet af ris, saa maendende spiser foerst ris naar de er faerdige med at drikke, hvor de saa faar en stor skaal som ligesom fuldfylder maaltidet for dem. Saa her til aften var onklens peanuts hans undskyldning for at drikke lidt mere af hans hjemmelavede baijiu. Den er ganske fremragende, har et gyldent skaer, er smagfuld, lidt henad ala en whiskey eller en cognac, dog med en procent der nok ligger en smule hoejere, hvis jeg kender ham ret.

Det foeles selvklart anerledes at vaere her nu end sidste aar. Sf. var det hele nyt for mig for et aar siden, og jeg ha saa vaeret her 2 gange siden og der er ikke saa meget nyt laengere. Og derudover mangler zixins far og morfar. Der haenger et billede af dem begge 2 inde i stuen, hvor vi ikke har spist endnu. Jeg antager, at det er noget med “at de skal vaere med” naar vi spiser. Derudover mangler kusinen og hendes mand og soen, de holder muligvis nytaar hos mandens del af familien.

Jeg har boet i Chongqing i 9 maaneder nu, og her i gaar og i dag er det gaaet op for mig, at selvom jeg laerer chongqing hua (chongqing dialekt) vil jeg stadig have problemer med at forstaa naar familien snakker omkring middagsbordet. Her hvor gaarden ligger er faktisk ikke Chongqing, men sichuan, og familiens dialekt er en blanding af de 2.

Men klart, jo bedre jeg laerer putong hua og chongqing hua, jo bedre kan jeg ogsaa forstaa dem.

Kinesere har det ikke specielt godt med doed og doede mennesker, og nok isaer dem der doer “foer deres tid”. Siden faderen doede har der vaeret masser af snak om spoegelser og droemme om faderen. Efter zixin gik i seng, i den nyeste seng i huset, som hende og jeg stort set har sovet i hver gang vi har vaeret herude, fortaeller hun mig at hendes lille onkel havde en droem om faderen i gaar nat da de sov i rummet ved siden af os, saa de har nu skiftet seng. Hun siger, at flere har sovet i den her seng og sovet daarligt, og at hendes mormor mener - det er fordi det er en seng faderen har koebt, og han oensker ikke at andre sover i den.

Jeg sov fortrinligt i nat, bortset fra de par gange moderen vaekkede mig, og det gjorde zixin vist ogsaa, saa maaske er hendes far udemarket tilfreds med hans datters valg af mand.

Jeg kan hoere lyden af zixins mor der er ved at hugge store kaal roer til smaastykker til grisefodder. Jeg proevede ellers at hjaelpe, og synes jeg havde hugget dem rimeligt grundigt, men hun er aabentbart ikke helt tilfreds. Hun er en aktiv dame, der er noget at lave fra hun staar op til hun gaar i seng, og jeg tror ikke rigtig hun kender til konceptet “afslapning”. Det bliver hoejst til en times tid, for det meste kortere tid, naar hun saetter sig og spiser aftensmad med os andre og nyder snakken.

Jeg synes hun er blevet mere aabenmundet siden faderens doed og deltager mere i snakkene. Maaske handler det om at faderen var en meget stille gut som kunne sidde og lytte i lang  tid og knapt maele et ord. Det har sf. en paavirkning naa hendes mand er saadan.

Selvom jeg er vant til livet herude, og egentlig ogsaa nyder det, det er afslappende og afsondret fra min egen verden, og jeg blev endnu mere afsondret i gaar, da min mobil gik i stykker saa jeg nu hverken kan checke emails eller andet, saa kan jeg godt maerke at det her liv er fremmed paa mig. Det foeles lidt som at vaere i spejder lejr, eller naar jeg var paa oevelse som soldat, eller, da jeg var barn og vi legede i et legehus som om det var et virkeligt hus. Det her hjem vil nok aldrig foeles som et rigtigt hjem/hus paa mig, men ja som en spejderlejr, eller som om jeg er en kulturel gaest der ser en hel anden verden end den jeg kommer fra.

Jeg er dog vant nok til det til at jeg kan nyde det som en oplevelse og et afbraek…  naa nu gik stroemmen igen, det er tredie gang siden i gaar.

Det vaerste ved at vaere herude til nytaaret er, at det er koldt. Som skrevet er det pt. vaesentligt koldere end i Chongqing, men derudover foeles det ogsaa koldere fordi der er meget lidt “ude inde” koncept. Rummet som mig og konen sover i er naesten ringere end min fars haveskur. Doeren udtil er overhovedet ikke taet, de faerreste i danmark vil betragte det som en doer, men som en doer i et daarligt lavet haveskur. Vaeggene ligner mildest sagt lort, beskidte, hullede, lidt spindelsvaev hist og her. Men vel det ser man ikke naar man slukker lyset, og sengen er ren nok.

Der er ingen “udvej” for det her hus, skal det forbedres skal vi lave et nyt. Men jeg tvivler paa at det sker taget familie situationen i betragtning. Der nu kun zixins mor og mormor tilbage herude, ingen af resten af familien har lyst til at bo og arbejde herude, saa det bliver nok staaende og forfalder, efterhaanden som mormoren doer, og zixins mor flytter vaek. Dem der bygger nyt herude er formentlig enten nogle der har en soen eller svigersoen som bor her og som oensker at fortsaette landbrugslivet, eller familier hvor deres boern bor og arbejder andre stedet og tjener penge, saa den kan faa bygget et nyt hus til foraeldrene.

Det kunne mig og konen og resten af familien jo saadan set ogsaa godt, der er bare ikke megen pointe i det.

Men det bliver spaendende at se hvordan det udvikler sig herude, fremtiden er kun lige begyndt.

Her et par billeder fra en xinjiang restaurant vi proevede her til aften. Vi skulle egentlig have vaeret afsted i morges, men der var udsolgt til alle afgange i dag, selvom vi var paa busstationen allerede klokken 6. Restauranten var ogsaa lidt af en skuffelse, 2 ud af 3 retter paa menuen var udsolgt fordi restauranten lukker over nytaaret fra i morgen. Ingen yogurt, ingen hjemmelavet broed, en smule kedeligt.

Det kinesiske nytaar naermer sig, i morgen onsdag tager vi ud til zixins mor for at vaere derude paa gaarden minimum en uge. Det er fast nytaars tradition at en del af familien bruger dage derude, spiser, drikker og hygger sig, jeg postede en del billeder fra turen sidste aar.

I gaar eftermiddags var det saa “assistentents” dag, det er vist ogsaa normal tradition foer nytaar at arbejdsigver tager de ansatte ud, til middag og ofte f.x. til kareoke bagefter. Saa zixin brugte eftermiddagen sammen med assistenten, og vi spiste saa med hende paa en kyllinge hotpot restaurant.

De her appetizers var vist standard nogle der blev serveret sammen med hotpotten. Den ene er kold svinelever, en rimelig normal “snack” i Chongqing, og den anden stivnet svine blod.

Meget typisk, da vi kom ved 6 tiden var lokalet ikke helt fyldt op, men efter en halv time var der proppet.

Her ses potten, som foerst stod og simrede og kogte op med laag paa. I midten boennespirer til at komme i senere, og saa en opbloedt type noed lige foran (svinelever under gryden). Der blev ogsaa severet hakket foraarsloeg og en urt som kineserne bruger meget, jeg kender ikke navnet. De 2 blev brugt til suppen, der kom en tjener og haeldte suppe fra potten op i ris skaalene og saa mixede konen og assistenten med urter og foraarsloeg, det virkede som en god smagskombination.

Suppen var kogt paa en hel sortskindet kylling. En klar velsmagende kyllinge suppe uden mange dikkedarer. Kyllingen var top moer og laekker, men som altid paa en kogt kylling var smagen lidt gaaet ud af koedet. Til gengaeld havde vi saa smaa skaale med chili sovs (som jeg mixed med foraarsloeg og urten) til at dyppe ingredienserne i. Vi bestelte en portion champion og bambus til at komme ned i suppen.

En groentsat (eller hvad man skal kalde det) som vi bestilte ekstra. Det man spiser er bladene, som er mixet med noget lidt salt og lidt surt, og i min mening har lidt lakridssmag over det. Det er ogsaa en normal ret i chongqing, super friskt og smagfyldt. Til hoejre igen svineblodet. Meningen var/er nok, som i andre hotpot, at det skulle vaere kommet ned i suppen, men det gjorde vi ikke og derfor blev det ikke rigtig spist. Konen kan ellers godt li det naar det er i super spicy hotpot. Hun synes den her hotpot var lidt kedelig.

Bon apetit, og godt kinesisk nytaar!

Naa, den lamme igoogle vejrudsigt har snydt mig, det er ikke mere end 10 grader i dag, og graaligt som normalt. Jeg kan bare haabe at maaske det gode vejr er noget der snart kommer, at det er udsat en dag eller 2.

I gaar aftes tog jeg det her billede. Det job vil jeg gerne have!